|
Hjemmedøbt 29 dec 1822
Husmand i Bokhuset
Dragon 2 år før krigen. Lige permitteret, ind igen 1848. Han talte meget om Rye og Schleppegrel. Med ved Bov 9 april og med påskemorgen 23 april. Gudstjeneste og under gudstjenesten blev de kaldt til samling. "Da fik vi påskeæg, men de var hårdkogte!"
Hans hest hed Præstehoppen. Den var hans hest under hele krigen.
De tre brødre var alle dragoner og med i hele krigen.
Far (Alfred Herluf Poulsen) har skrevet et digt om en træfning Poul Julius Jørgensen deltog i (jeg har beholdt hans retskrivning):
Folkeaandens Kraft var stor
til at løfte og at samle
at beaande unge, gamle
der hvor Daners Sønner bor
Med et offervilligt Sind
gik de med i Krigen ind
for at slaa den Falskhed ganske
tysk var bedre end det danske
Ottogfyrre var det Aar
da i Ubberud en Kvinde
sendte sine Sønner trende
at beskærme Danmarks Gaard.
Aanden løftede de tre
til at volde Fjenden Ve;
de drog ned til Dannevirke
for ved Løgnen lidt at lirke.
Som Dragoner drog de ned;
de blev et med deres Heste
men af dem var nok den bedste
den, som Præstehoppen hed.
Engang frelste den sin Ven,
da den lynsnart stak i rend,
og ham ud af Dødens Snare
førte gennem Fjendens Skare.
Fjendtlige Dragoner holdt
midt paa Vejen, hvor han traved,
han i Dødens Mørke raved,
men han sejred kækt og boldt.
"Hoppe min, du være snar,
Mod og Kræfterne du har,
og imod dem nu vi farer,
vil det Gud, han os bevarer."
Mand og Hoppe helt blev eet
i det mod, som Gud kun skænker
hen til dem, som derpaa tænker
alt at sætte paa et Brædt.
Underfuldt i Fjendens Sind
kom Forvirringen nu ind;
De veg bort til hver sin Side,
han uhindret kunne ride.
Midt igennem Fjendens Trop
for den brune med sin Rytter,
alle studser, undres, lytter,
Veghed var i hver en krop.
Tre af Fjenden følger dog:
"Danskeren skal ej faa Lov
til uhindret at bortflygte,
nu et Hverv vi snildt vil røgte."
Efter Danskeren de for,
en var bag, en ved hver side,
Sabelhug, der kunde bide
langed de foruden ord.
Tømmen hans de med et Hug
sigted paa, dog med et Suk
ser de, de forfejled Maalet
da han afparered Staalet.
Dog en Finger kløver de,
Manden bagved Kappen flænser,
Rytteren dog ej det ænser
for den Fare han er i.
Præstehoppen strækker ud:
"For min Herre jeg gaar Bud."
Mandens Fødder Jorden rører,
Hest og Rytter sammen hører.
Susende de farer bort,
her nu Liv med Død vil brydes,
mørk er Døden, Liv vil nydes.
Lys er Livet, Død kun sort.
Præstehoppen gør sin Pligt
"Skriv nu ogsaa du et Digt,
hvor med Blodet du betegner
at for Sandhed Løgnen blegner."
Fæstet fatter Manden fast
hugger til med al sin Vælde
"Jeg med Hugsaar vil gengælde
al min Angst og Overlast."
En af Fjenden slog han ned,
sig i Støvet Manden vred.
"Husk det nu, at Danske Vaaben,
dristigt holder Vejen aaben."
Da de andre Døden saa,
blegned de og blev tilbage,
Sabelhug kan nok det mage
Tysk at standse ved at slaa.
Hoppen pruster skumbedækt
stolt af Daaden, som saa kækt
begge Liv og Frihed undte
skønt dem Fjenden det misundte.
Tak for dette Sabelhug!
Tak for Ridtet brune Hoppe!
Tak, at I holdt Modet oppe
dristigt, frygtløst uden Suk!
Ogsaa vi er stedt i Nød,
ogsaa vi i Pinen sød
vil det lære, at det danske
maa slaa tysk i Jorden ganske.
Alfred Poulsen
6 og 7 Juli 1944
Generated by GreatFamily 2.2 update 2